mandag den 2. juni 2008

Trin 3: Afvej konflikten

Hvad har størst betydning?

I konflikter er relation og sag filtret sammen, konfliktens aktører, konfliktpersonerne, er uenige og har samtidig fået et anspændt forhold til hinanden.
Til en første besindelse kan man overveje, hvad der i den aktuelle konflikt har størst betydning: Er sagen vigtigere end relationen? Er relationen den vigtigste? Er begge dele lige afgørende - eller er ingen af delene ret beset af den store betydning?

”Jeg står fast!”
Når indholdet i sagen er afgørende kan man tage håndfast på sagen og prioriterere sine egne behov og interesser. Den insisterende holder fokus på sagen – koste hvad det vil. Vælger man denne strategi, kan man blive vældig upopulær, men det skulle nu nok være muligt med lidt øvelse at være fst og bestemt over for sagen uden at svine den anden til.

”Pyt!”
Når relationen er afgørende og sagens indhold ikke betyder så meget som at bevare et godt forhold til den anden person, kan man bøje af, møde konflikten med tilpasning, prioritere den andens behov og træffe beslutninger, der gør den anden tilpas.

”Lad os tale om det.”
Når både sag og relation har betydning, kan man overveje at møde konflikten i dialog med den, man har konflikten med. Man prioriterer at komme videre sammen og at finde fælles løsninger. Dette er ikke den enkleste udvej, men som regel den mest holdbare.

”Dem om det.”

Måske er det mest snilde, man kan gøre, faktisk at undvige konflikten. Måske oplavere man ikke den helt store konflikt, man har ikke interesse i eller for den. Man kan med sindsro undlade at tage fat i konflikten. Heller ikke dette er altid en populær beslutning. 'De andre' i en konflikt kan finde én kold og arrogant - eller doven og uengageret.
Kilde: Ingela Thylefors’ kapitel 5 i bogen ”OM konflikter”.

Pointen er, at man kan vælge og man kan også tilkendegive sine overvejelser over for den anden person i konflikten. Men som regel skal man have konflikten ud i arms længde, måske lige sove på den og tale med en uvildig hjælper.
Til overvejelse:
Måske har du en foretrukken konflikt-strategi? Hvis du har, overvej da hvilken - og om det altid er den mest hensigtsmæssige strategi.

Ingen kommentarer:

Etiketter