tirsdag den 1. september 2009

God kritik i anmeldelse af Mød konflikten


Jan Lundquist, internetchef, cand.mag., har på sin egen blog og på K-Forum anmeldt min bog, "Mød konflikten" (Hans Reitzel, 2008), en anmeldelse, der glæder mig særdeles. Ikke alene på grund af de rosende ord, men også fordi Lundquist rejser nogle væsentlige spørgmål. Jeg vil tage fat i nogle af dem her:

Jan Lundquist skriver:

Det er en altafgørende pointe for Nethe Plenge gennem hele Mød konflikten, at der kan skelnes skarpt mellem sagen og personen, mellem hvad personen gør og hvem personen er. Det er personens handlinger adskilt fra personens selv.Og det er faktisk en ret interessant pointe – som jeg ud fra et konflikthåndteringsperspektiv ser som et rigtig godt redskab, men som jeg i praksis og i mere filosofisk forstand er mere i tvivl om. Da jeg læste pointen første gang hos Plenge, tænkte jeg på de gamle eksistentialister – Sartre, Camus m.fl. – hvis hovedpointe er, at mennesket er, hvad det gør.

Når jeg har taget så klart stilling, som Lundquist betoner, at jeg gør i bogen, har det for det første at gøre med, at det simpelthen gør konflikter håndterlige. Jeg kommer meget ofte ud for, at man taler om, at "kemien ikke passer" - og hvis jeg skal hjælpe med at løsne for en konflikt, i hvert fald på de lidt lavere trin af konflikttrappen, så vil jeg ikke lade mig nøje med den form for lommepsykologisering (der som regel har at gøre med konfliktskyhed mm). Jeg forsøger at hjælpe med at få fat i, hvad det er, den ene oplever, at den anden 'går og gør', som sætter den enes sind i kog. Og når det tager lidt form, så kan vi få lidt hul på bylden - og herfra, eller faktisk samtidig med, drejer det sig om at skabe kontakt, dialog, arbejde med den kriseramte relation.

For det andet hænger min indstilling til gøren/væren sammen min egen tilgang til mennesker, som vist nok er ret så gennemsyret af netop den skelnen (har næsten bogstavelig talt fået den indstilling ind med modermælken): en skelnen, vi ubesværet magter over for vores børn, som vi jo ikke afviser som "onde" eller "dumme idioter" fordi de har gjort noget rigtig skidt; vi elsker dem trods alt ... mens vi kan have tendens til at afvise et andet menneske totalt som "stor idiot", "psykopat" osv, hvis vedkommende gør noget, vi ikke kan lide. Jeg mener bestemt ikke, vi skal elske alle andre, men blot holde lidt fast i en vis form for respekt for det menneskevæsen, vi står overfor. Men jeg må tilstå, at jeg kæmper med, at der sørme er mennesker, der er (!) decideret ondskabsfulde over for andre --- men! de kan jo være oprigtigt søde og elskelige i andre sammenhænge. Så hvornår er man ond? Er der ikke noget med kvantitetens overgang til kvalitet i den sammenhæng? Hannah Arenth (se fx dette link) har jo blandt andre beskæftiget sig med dette store spørgsmål.

Den beskedne indsats, man som konfliktmægler kan gøre, drejer sig om at støtte de involverede i at komme så meget på fode, at de kan tage deres egne beslutninger om, hvordan de vil eller kan omgåes på trods af den bristede tillid.

Et andet forhold, Lundquist diskuterer, er følgende:

Plenge er inde på et eksempel med hvordan maden bliver serveret for en ældre borger. En ”hælder bare maden op på tallerkenen” og en anden synes, at det er rodet og uappetitligt at servere maden på den måde. Her – som så mange andre steder – drejer konflikten sig om forskellige menneskers forskellige måder at se verden på. Ham der smider maden på tallerkenen ser det ikke som rodet og uappetitligt, for ham er det bare måde at spise ad på; mens den anden har en anden værdi. Og for mig at se handler dette ikke om, at den ene eller den anden gør eller er på en bestemt måde. Jo, den ene oplever servering på en måde og ”er” sådan; den anden oplever det på en anden måde og ”er” sådan. De har bare forskellige værdier – og her er konfliktløsningen ikke på personplanet: hvem har ret i hvordan mad skal serveres? – her er konfliktløsningen på ledelsesniveau: Ledelsen forventer, at mad skal serveres på den og den måde. Og når en ledelse ikke naturligt er involveret, så er målet i en sådan konflikt at skabe forståelse for, at der ikke er en rigtig måde at gøre tingene på, fordi mennesker ER forskellige med forskellige værditillæggelser og fortolkninger af verden, og det bør respekteres frem for at være konfliktstof.

Ja, der skal mere ledelse på banen; og det bekymrer mig, hvis jeg i min bog ikke får betonet nok, at selv om konflikter finder sted mellem menige medarbejdere, så skal ledelsen denondefløjteme tage på sig at give an- og tilrettevisninger. Beslutte. Ikke alt skal være op til de enkelte! Der skal være en form for rettesnore for enhver opgaveløsning. Det er nu (desværre) i ret høj grad lige netop mangelen på ledelsesbeslutninger på mikroplan, som giver mig mit smør på brødet... mangt og meget burde medarbejdere måske nok kunne klare af indbyrdes, men selv-ledelse / indbyrdes ledelse er en meget vanskelig disciplin, som de færreste oplæres i.

For nu ikke at sætte skæppen over lyset, tillader jeg mig slutteligt at citere Jan Lundquists indledende og afsluttende anmelderord:

Plenges Mød konflikten er fyldt med mange fine indsigter, præcise iagttagelser og et godt redskab til at forstå konfliktens dynamik – og dens mulige løsning
...
Når det er sagt kan jeg dog alt i alt kun anbefale bogen. Den har gode, inspirerende pointer, og jeg er slet ikke i tvivl om, at den kan bidrage til et bedre konfliktløsningsklima på en arbejdsplads. Så læs den og bliv klogere.

Bogen kan købes i boghandelen og gennem Gyldendals Bogklubber. Den indgår som grundlæggende kursusmateriale i mine længerevarende kurser.

Etiketter