God kritik i anmeldelse af Mød konflikten

Jan Lundquist, internetchef, cand.mag., har på sin egen blog og på K-Forum anmeldt min bog, "Mød konflikten" (Hans Reitzel, 2008), en anmeldelse, der glæder mig særdeles. Ikke alene på grund af de rosende ord, men også fordi Lundquist rejser nogle væsentlige spørgmål. Jeg vil tage fat i nogle af dem her:

Jan Lundquist skriver:

Det er en altafgørende pointe for Nethe Plenge gennem hele Mød konflikten, at der kan skelnes skarpt mellem sagen og personen, mellem hvad personen gør og hvem personen er. Det er personens handlinger adskilt fra personens selv.Og det er faktisk en ret interessant pointe – som jeg ud fra et konflikthåndteringsperspektiv ser som et rigtig godt redskab, men som jeg i praksis og i mere filosofisk forstand er mere i tvivl om. Da jeg læste pointen første gang hos Plenge, tænkte jeg på de gamle eksistentialister – Sartre, Camus m.fl. – hvis hovedpointe er, at mennesket er, hvad det gør.

Når jeg har taget så klart stilling, som Lundquist betoner, at jeg gør i bogen, har det for det første at gøre med, at det simpelthen gør konflikter håndterlige. Jeg kommer meget ofte ud for, at man taler om, at "kemien ikke passer" - og hvis jeg skal hjælpe med at løsne for en konflikt, i hvert fald på de lidt lavere trin af konflikttrappen, så vil jeg ikke lade mig nøje med den form for lommepsykologisering (der som regel har at gøre med konfliktskyhed mm). Jeg forsøger at hjælpe med at få fat i, hvad det er, den ene oplever, at den anden 'går og gør', som sætter den enes sind i kog. Og når det tager lidt form, så kan vi få lidt hul på bylden - og herfra, eller faktisk samtidig med, drejer det sig om at skabe kontakt, dialog, arbejde med den kriseramte relation.

For det andet hænger min indstilling til gøren/væren sammen min egen tilgang til mennesker, som vist nok er ret så gennemsyret af netop den skelnen (har næsten bogstavelig talt fået den indstilling ind med modermælken): en skelnen, vi ubesværet magter over for vores børn, som vi jo ikke afviser som "onde" eller "dumme idioter" fordi de har gjort noget rigtig skidt; vi elsker dem trods alt ... mens vi kan have tendens til at afvise et andet menneske totalt som "stor idiot", "psykopat" osv, hvis vedkommende gør noget, vi ikke kan lide. Jeg mener bestemt ikke, vi skal elske alle andre, men blot holde lidt fast i en vis form for respekt for det menneskevæsen, vi står overfor. Men jeg må tilstå, at jeg kæmper med, at der sørme er mennesker, der er (!) decideret ondskabsfulde over for andre --- men! de kan jo være oprigtigt søde og elskelige i andre sammenhænge. Så hvornår er man ond? Er der ikke noget med kvantitetens overgang til kvalitet i den sammenhæng? Hannah Arenth (se fx dette link) har jo blandt andre beskæftiget sig med dette store spørgsmål.

Den beskedne indsats, man som konfliktmægler kan gøre, drejer sig om at støtte de involverede i at komme så meget på fode, at de kan tage deres egne beslutninger om, hvordan de vil eller kan omgåes på trods af den bristede tillid.

Et andet forhold, Lundquist diskuterer, er følgende:

Plenge er inde på et eksempel med hvordan maden bliver serveret for en ældre borger. En ”hælder bare maden op på tallerkenen” og en anden synes, at det er rodet og uappetitligt at servere maden på den måde. Her – som så mange andre steder – drejer konflikten sig om forskellige menneskers forskellige måder at se verden på. Ham der smider maden på tallerkenen ser det ikke som rodet og uappetitligt, for ham er det bare måde at spise ad på; mens den anden har en anden værdi. Og for mig at se handler dette ikke om, at den ene eller den anden gør eller er på en bestemt måde. Jo, den ene oplever servering på en måde og ”er” sådan; den anden oplever det på en anden måde og ”er” sådan. De har bare forskellige værdier – og her er konfliktløsningen ikke på personplanet: hvem har ret i hvordan mad skal serveres? – her er konfliktløsningen på ledelsesniveau: Ledelsen forventer, at mad skal serveres på den og den måde. Og når en ledelse ikke naturligt er involveret, så er målet i en sådan konflikt at skabe forståelse for, at der ikke er en rigtig måde at gøre tingene på, fordi mennesker ER forskellige med forskellige værditillæggelser og fortolkninger af verden, og det bør respekteres frem for at være konfliktstof.

Ja, der skal mere ledelse på banen; og det bekymrer mig, hvis jeg i min bog ikke får betonet nok, at selv om konflikter finder sted mellem menige medarbejdere, så skal ledelsen denondefløjteme tage på sig at give an- og tilrettevisninger. Beslutte. Ikke alt skal være op til de enkelte! Der skal være en form for rettesnore for enhver opgaveløsning. Det er nu (desværre) i ret høj grad lige netop mangelen på ledelsesbeslutninger på mikroplan, som giver mig mit smør på brødet... mangt og meget burde medarbejdere måske nok kunne klare af indbyrdes, men selv-ledelse / indbyrdes ledelse er en meget vanskelig disciplin, som de færreste oplæres i.

For nu ikke at sætte skæppen over lyset, tillader jeg mig slutteligt at citere Jan Lundquists indledende og afsluttende anmelderord:

Plenges Mød konflikten er fyldt med mange fine indsigter, præcise iagttagelser og et godt redskab til at forstå konfliktens dynamik – og dens mulige løsning

...

Når det er sagt kan jeg dog alt i alt kun anbefale bogen. Den har gode, inspirerende pointer, og jeg er slet ikke i tvivl om, at den kan bidrage til et bedre konfliktløsningsklima på en arbejdsplads. Så læs den og bliv klogere.

Bogen kan købes i boghandelen og gennem Gyldendals Bogklubber. Den indgår som grundlæggende kursusmateriale i mine længerevarende kurser.

For meget anerkendelse?

Under overskriften ”Kan man få for meget anerkendelse?” filosoferer Stefan Hermann i Information den 8.9.august 2009 over fordringen på anerkendelse. En meget interessant artikel, som jeg kun kan anbefale andre at læse. Fx som oplæg til dialog på kurser i ledelse, teambuilding o.l.
Stefan Hermann skriver blandt andet:
”Anerkendelse har formentlig sine forfaldsformer eller vrangsider, om man vil. Skal barnets urimelige modvillighed anerkendes til fordel for fokus på den rigtige adfærd? Skal den konstitutionelle anerkendelse i ansættelsesforholdet uafladeligt følges op af ros, anerkendelse og belønning? Skal det fjerde studieskift anerkendes med bemærkningen om ”hvis det føles rigtigt for dig, min skat”? ”
En enkelt kommentar her:
Anerkendelse bør efter min mening ikke betyde forfladiget medløb. Anerkendelse i den betydning, jeg opfatter begrebet, er i slægt med ”rummelighed”, ”respekt” og ”mellemmenneskelig forståelse” og retter sig mod personen og ikke nødvendigvis handlingen. Man kan vel nok anerkende mennesket og dog samtidig være kritisk, uforstående eller afvisende over for samme menneskes idéer, handlinger, behov etc.


http://www.information.dk/199559

Fredensgadekursus

Fredensgadekurser - nærvær, nerve og nydelse

Mandag den 29. juni kl. 9 – 21 

Slip glæden løs og hold da helt ferie

Kom og kick-start ferien med inspiration og næring til sjæl og krop sammen med Susanne Møberg og Nethe Plenge.

På kursusdagen får du idéer og redskaber til at lægge hverdagens stress på hylden og motivation til at skabe optimale betingelser for glæden og lykken i dit daglige liv. Du præsenteres for praktiske redskaber, der kan inspirere dig til at dreje din hverdag en knap, så du kan tage hul på ferien og hverdagen med liv og lyst.

Susanne Møberg styrer med kyndighed en kursusdag, der med garanti bliver både givende og munter.

Morgen, middag og aften skal vi nyde smagfulde måltider i godt selskab fremstillet med kærlig hånd i Nethe Plenges køkken.

Program:

9.00 Morgenkaffe og hjemmebag

9.30 – 12.30 Kursus ved Susanne Møberg

Indhold:

·      Uden stress ville du være en grøntsag

·      Positiv psykologi

·      Er du også et særligt sensitivt menneske?

·      Er du matcher eller mis-matcher?

·      Hvad er det egentlig du vil?

 

12.30 – 14    Nethes køkken står for en let og lækker frokost i de højloftede stuer – eller i haven, om vejret vil det.

14 – 18                      Kursusprogram fortsat

18.30 – 21                afslutter vi dagen med middag fra Nethes hånd

Sted:           Fredensgade 8, 4800 Nykøbing Falster. Kun 5 minutters gang fra bus og tog.

Pris:            Inklusive måltider og et glas vin eller to til aftensmaden: 1875 kr.

 

Deltagerantal Mindst 10 og højst 15. Tag kolleger, søstre og veninder med!

Tilmelding      på Susanne Møbergs hjemmeside på www.moeberg.dk senest den 20. juni

Susanne Møberg, coach, forfatter, billedkunstner og underviser i mindfulness 

Susanne har haft egen virksomhed i mere end 15 år med en omfattende kursus- og foredragsvirksomhed - er uddannet coach hos Sofia Manning, har været assistent og fungeret som feedbackmaster og censor på Mannings coachinguddannelse og holdt kursus i samarbejde med Sofia Manning - er tilknyttet HK som karrierecoach. Susanne har praktiseret meditation i mere end 12 år og har lært mindfulness hos Morten Sveistrup Hecksher, Kognitivgruppen i Århus. Susanne er forfatter til fem bøger – se mere på  www.moeberg.dk 

Nethe Plenge, forfatter, konfliktmægler og kogekone, åbner dørene til sit smukke hjem og kursussted i Fredensgade 8, Nykøbing Falster. Nethe har eget konsulentfirma og er forfatter til bøger om konflikt og professionelle samtaler og er desuden medforfatter af  ”En bid af Sydhavsøerne”, se www.forlagetlofa.dk. Hjemmesider: www.kogekone.dk og www.plengenet.dk

Alt for længe stille

Alt for lang tid er gået siden forrige blogindlæg. Mange blog-relevante emner er passeret og desværre har jeg ikke kunnet gribe anledningerne pga en stædig influenza-m.m.m. som i snart 2 måneder har sat mig skakmat.

Så falder din vej forbi, skal du vide, at bloggen absolut ikke er død (og det er jeg så sandelig heller ikke!!!), men snarest vil blive genoplivet. Gerne ved hjælp af din indsats! Skriv et indlæg, reager på de forrige blogartikler eller indled en ny diskussion.

Med venlig hilsen og på gensyn, 

Nethe

Hvis vold er den sidste udvej, så lad os ofre den næstsidste lidt mere opmærksomhed

Med dette Ghandi-citat som overskrift uddelte Liviafonden i torsdags de tre første priser til mennesker og grupper som på særlig vis har udvist "konstruktivt arbejde med konflikter og på intelligent konfliktløsing, Eksempler på dristige, tænksomme initiativer til at løse benhårde konflikter på "den tredje måde". Ikke med at bruge vold og magt, men ved at være besindig, intelligent og kreativ." Læs mere på Liviafondens hjemmeside
Læs desuden artikel om hvad Nørrebro kan lære af Israel og Høje Tåstrup.

Liviafonden
Liviafonden u/stiftelse er et nyt initiativ, hvis mål er:
- At støtte, igangsætte og opmuntre nyskabende projekter til konfliktløsninger, der kan gavne alle parter i en konflikt
- At opdyrke ikkevoldelig dialog og handlen selv i alvorlige kriser, og forsoning efter kriserne
- At holde fokus på entreprenører og tiltag, der går andre veje end de velkendte for at virkeliggøre hidtil utænkte og frisættende løsninger
- At fremme samarbejde, netværksdannelse og vidensdeling mellem grupper og enkeltpersoner, som arbejder med at udvikle nye, effektive og ikkevoldelige strategier.

Prismodtagere
Den unge fond havde udvalgt tre prismodtagere blandt 30 nominerede:
Høje Tåstrups Konfliktberedskab, K-teamet
Combatants for Peace, Israel-Palæstina
Hans Jørgen Bonnichsen

K-teamet har vist, at det kan lade sig gøre
- at opbygge et konfliktberedskab og fremme en sund konfliktkultur gennem tværfagligt samarbejde i en kommune
- at sætte et nyt og nødvendigt initiativ i værk fra bunden, i den offentlige sektor,
- at udbrede kendskabet til konstruktiv konflikthåndtering gennem vidensdeling,
- at arbejde med generationsproblemer, så de ikke bliver til integrationsproblemer
- at træde til med akut bistand og mægling i vanskelige situationer
Fonden ser K-teamets arbejde som et muligt eksempel for mange kommuner.
K-teamet blev etableret for år tilbage på initiativ af Farwha Nielsen, daværende integrationskonsulent i Høje Tåstrup Kommune. Farwha Nielsens ihærdige indsats efterlod det unikke grundlag for en særlig konflikt-indsats, hvori rollen som kommunalt ansat medarbejder balanceres med konfliktmægling og samtidig rådgivning. En metode, som det nuværende team har indarbejdet og siden udviklet videre.

Combatants for Peace, en israelsk-palæstinensisk gruppe, der ikke længere tror på vold som konfliktløsning. Fra deres hjemmeside:

We are a group of Israeli and Palestinian individuals who were actively involved in the cycle of violence in our area. The Israelis served as combat soldiers in the Israel Defense Forces and the Palestinians were involved in acts of violence in the name of Palestinian liberation. 
We all used weapons against one another, and looked at each other only through weapon sights; however today we cooperate and commit ourselves to the following:
We no longer believe that the conflict can be resolved through violence
We believe that the blood bath will not end unless we act together to terminate the occupation and stop all forms of violence.
We call for the establishment of a Palestinian State, alongside the State of Israel. The two states can exist in peace and security one by the other.
We will use only non violent means to achieve our goals and call for both societies to end violence. 

Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste, modtog prisen for "at opretholde kontakten med modparten selv når det ser sort ud, og at insistere på forhandling/dialog. En holdning, han har praktiseret og uforfærdet advokerer for i medierne, uanset voldsomme angreb på hans holdning og hans person." (citat Liviafonden)

Den fremstrakte hånd
Hans Jørgen Bonnichsen,  holdt denne takketale, da han havde fået overrakt Liviaprisen:

Jeg er glad og beæret over, at Liviafonden har fundet mine holdninger så relevante, at jeg nu hører til blandt Fondens allerførste prismodtagere. Jeg er stolt, men også ydmyg, især i forhold til de andre overordentlige værdige prismodtager, og over nu, sammen med dem, at være et af symbolerne på Fondens vigtige fokus: At der findes andre muligheder til at håndtere kriser og konflikter på end at sætte hårdt mod hårdt.

Det er næsten fornuftstridigt at belønne noget, der er i bund og grund er en viden og en metode, der er lige så gammel som vor egen historie, og som burde være så lige til. Desværre fortæller virkeligheden os, at det er et reelt eksisterende paradoks, for hvis der er noget, der er rigeligt af i verden, så er det konflikter og desværre også troen på, at de kan løses ved anvendelse af en knyttet næve.

I mine 41 år i politiet har jeg næsten dagligt beskæftiget mig med konfliktarbejdet. Det har lært mig, at hvis man skal finde nye veje og muligheder, så er det nødvendigst at se ”verden med den andens øjne”, så skal vi forstå, at ”en fremstrakt hånd” er bedre end ”en knyttet næve”. Frøet til denne spirende erkendelse blev sået under min allerførste fodpatrulje på Strøget i København i 1965. De ældre kollegaer havde fortalt mig om de hærdede og professionelle gadesælgere, der ulovligt solgte deres æbler, pærer og bananer på Strøget. De var ikke alene svære at fange, men det var især svært at få dem til at udtale sig, og helt umuligt at få dem til at tilstå, at de havde overtrådt politivedtægten. En ung uprøvet betjent skulle ikke starte sin karriere med at lide nederlag. Så ”hold dig væk!” var rådet.
Ganske rigtigt, da jeg rundede Strøget, så jeg en af disse ”forhærdede lovbrydere”. Og det lykkedes mig faktisk at fange ham. Med en puls på 140 eller derover, nok mere fordi jeg var nervøs, end fordi jeg løb for hurtigt, foreholdt jeg den pågældende forseelsen og oplyste ham om hans rettigheder. Han var et uhyre tiltalende menneske, der komplimenterede mig for min gode fysiske form og udtrykte forståelse for og accept af min rolle. Han ville gerne udtale sig og erkendte sig skyldig i forseelsen. Så jeg fik hans navn, fødselsdata, erkendelsen, og hvordan han ønskede sagen afgjort. Vi skiltes som to personer, der havde gensidig respekt for hinanden. Følte jeg! Inderst inde var jeg rævestolt, men jeg dæmpede dog min stolthed, undlod i første omgang at fortælle kollegerne om min succes. Jeg gik fornuftigt i gang med at skrive rapporten. Jeg tjekkede pågældendes identitet ved at ringe til Kriminal- og Folkeregisteret. Der gik meget, meget lang tid, før jeg fik svaret: En sådan person fandtes ikke. Jeg var blevet snydt, så vandet drev af mig. Analysen giver næsten sig selv. Jeg havde stået overfor et menneske, der var i stand til at se ”verden med min øjne” og mødte mig med ”en fremstrakt hånd”. Min nye velpressede uniform duftede formentlig fortsat af mølkugler, halsens pulsåre bankede synligt, nervøsiteten lyste ud af alle mine nonverbale signaler. Jeg var et nemt offer som den jyske betjent, der lige var kommet til hovedstaden med
fire-toget, og som lige havde fået vendt fingrene fra ploven til skrivemaskinens berømte to-fingersystem. Fordomme eksisterede også dengang. Og det lagde han så sin strategi efter. Han var venlig, skabte sikkerhed i situationen, og forstod og anerkendte min rolle. Han brugte desværre metoden til at fuppe mig. Men jeg er i dag taknemmelig for denne oplevelse. Den var det første frø blandt mange, der spirede og blev til en smuk buket, som lærte mig noget om sandheden i ordene, langt før reklame TV fortalte os, at ”det er utroligt hvad blomster kan gøre”, når man – vel at mærke - bruger dem positivt, og omhyggeligt sammensætter buketten.
Når sammensætningen er analyse, empati, respekt og venlighed kombineret med en forståelse for de basale menneskelige behov, som jo uanset vore værdier og følelser er genkendelig for alle, nemlig luksusvarerne, som f.eks. sikkerhed og anerkendelse, så er det ikke længere symbolske blomster, men en værdifuld indsigt. En indsigt der for mig blev til de allerbedste redskaber i min værktøjskasse til konfliktarbejdet. Redskaber som er brugt flittig – med mere eller mindre held, der erkender jeg – men dog brugt i det almindelige politimæssige virke, men også sammen med andre lederes og medarbejderes bidrag, i den del af Politiets Efterretningstjeneste strategi, som jeg har kaldt ”den fremstrakte hånds” strategi. En arbejdsmetode der, også ud over hverdagen nemlig under Mohammed krisen, viste sin styrke under vort samarbejde med den såkaldte Imam-gruppe. .
En arbejdsmåde, som har mødt modstand, og som mange ikke har forstået værdien af. Det er for mig helt ufatteligt, at vi på den ene side har gjort os til talsmænd for ytringsfriheden som en af de vigtigste værdier vort samfund, samtidig med at toneangivende politikere forsøger at ekskludere mennesker efter den måde, de bruger ytringsfriheden på. ”Skrot dialogen” er det blevet sagt. Dialogen som netop er et helt central begreb i et demokrati, dialogen som er konfliktløsningens fornemmeste redskab. Jeg håber inderligt, at modstanden kun skyldes, ja undskyld, manglende indsigt i konflikthåndtering, for så er der håb.
Jeg erkender, at det, at arbejde med dialogen faktisk er hårdt arbejde. Det er ikke knæfald eller ”fedt flæsk og slesk tale”. Det er drama, der kan gøre stemmen hæs, og sindet sårbart. Det er skuffelser og glæder, men det er frem for alt en enestående mulighed for at etablere en gensidig forståelse, at forstå et problem, at forstå den anden, og måske blive forstået. Og at forstå modparten er ikke det samme, som at give ham ret eller at bifalde eller godtage den andens værdier og følelser. Pludselig opdager man - som vi gjorde i Mohammedkrisen – at vi, til trods for at vore følelser og værdier var vidt forskellige, havde de samme basale behov. I situationen var det sikkerhed og anerkendelse. Imamerne var som os interesserede i, at situationen i Danmark ikke udviklede sig voldeligt, for så var de nok de første, der skulle pakke kufferten. De havde et behov for at blive set - ikke som had-skabende prædikanter, men som værdige mennesker, der bidrog til Danmarks indre sikkerhed. Dette medvirkede til, at jeg offentligt og med sindsro kunne sige det for nogle helt utænkelige, ”at roen i Danmark under den værste sikkerhedspolitiske krise siden 2. Verdenskrig” , skyldtes ”en besindig dansk befolkning, et godt stykke politi- og efterretningsarbejde , men også at nogle imamer havde bidraget til at sikre denne ro og orden” .
Min indsigt og min holdninger til konfliktarbejdet har jeg fulgt op i mine bøger, ligesom medierne har givet mig muligheden for, at advokere for at dialog er et vigtigt redskab i konfliktarbejdet. Det har ind i mellem været hårdt. Det glemmer man på en aften som denne, hvor I har belønnet mig, hvilket jeg er Fonden dybt taknemmelig for.
Selvfølgelig kan man forandre verden med knyttede næver og vold. Men de, der er tilhængere af dette, bør vide, at de kun ændrer den til en verden bestående af ”dem og os”, og til en mere voldelig verden.
Et sådant synspunkt er der ikke alle, der er enige i! Men netop derfor finder jeg, at det der i dag er allermest grund til at fejre og glæde sig over er stiftelsen af Liviafonden. Fonden påtager sig en meget væsentlig opgave i at skabe større viden om andre veje til at håndtere svære konflikter på, og åbne øjnene for, at der findes en tredje udvej. I har modigt gjort Ghandis ord til jeres: ”Hvis vold er den sidste udvej, så lad os ofre den næstsidste lidt mere opmærksomhed.”
Til lykke til jer. Og tak for prisen.

Hans Jørgen Bonnichsen
Fhv. chefkriminalinspektør.

Citeret i sin fulde længde efter aftale med Hans Jørgen Bonnichsen

Når krisen kradser i tilliden

Under overskriften "Når krisen skader tilliden" har journalisten Anders Klebak skrevet en artikel i "KOM-magasinet", et fagblad for kommunikationsmedarbnejdere og beslægtede faggrupper.
Hele "KOM" er i denne måned viet temaet Krisetid og rummer artikler, der kan have interesse også for andre end kommunikationsmedarbejdere.

Nye ord til gammel model

I deres nye og meget indbydende bog til SUSU-elever, "Grundforløbet", introducerer forfatterne Hanne Elmer, Anne Yde Hansen og Lene Bonde Kofoed en ny, pædagogisk enkel beskrivelse af de indviklede aspekter i en konflikt.
De taler om, at konflikten kan dreje sig om
det, jeg kan (praktiske forhold)
det, jeg har (ressourcer)
det, jeg vil (værdier)
det, jeg er (subjektive forhold)
I et tidligere blogindlæg, dette her, har jeg skrevet om at sortere i konfliktens virvar.
Jeg hilser enhver forenkling i forbindelse med konflikt-opløsning og oplysning velkommen!

Link til Grundforløbets hjemmeside

Håb for konfliktmægling som alternativ til straf?

I går blev det kendt, at konfliktråd, dvs møder mellem offer og gerningsmand, bliver en mulighed i alle landets politikredse.
Jeg har længe efterlyst tilsvarende muligheder for konfliktmægling inden eventuel retssag og straf - især i sager der involverer unge mennesker.
Måske er der håb forude?
Jeg ser nu med fornøjelse, at Peter Skaarup, MF for DF, i dagens "Urban" citeres for følgende udsagn (link her):

"Det er noget af en skrøne, hvis nogen tror, at vi kun vil straffe og hæve strafframmerne. Det vil vi også, hvor det er nødvendigt. Men vi vil også gerne forebyggelsen".

Jeg ser PS's udtalelse om at DF "også gerne vil forebyggelsen" som en lille åbning og hilser den velkommen - måske skulle vi indgå i en fornuftig dialog om emnet?

Velkommen til konfliktråd

Omsider bliver konfliktråd udbredt til alle politikredse. (Læs mere om konfliktråd fx her på DR's hjemmeside.)
En ekspert på området er konfliktmægler Nina Raaschou, som i Politiken citeres for at sige:

»Det var på tide. Vi er mange år bagud i forhold til især Norge. De internationale forskningsresultater er klare: Ofrene får det bedre, og gerningsmændenes tilbagefald til ny kriminalitet går ned – især i voldssager«

Mægling før straf - stadig en drøm
Nu kan det virke utålmodigt, men jeg drømmer dog stadig om, at konfliktmægling mellem i det mindste førstegangsgerningsmænd og offer i voldssager o.l. kunne blive en (naturligvis frivillig) mulighed.
Tænk fx på to unge kamphaner, der går i kødet på hinanden efter en god håndfuld bajere og måske lidt til ved et diskoteksbesøg. Den ene, lad os kalde ham Aksel, er mere uheldig end den anden, han gør skade på den anden, som vi kalder Basim,. Basim flækker et øjenbryn og forstuver armen. Han blir naturligvis gal i skralden og anmelder volden til Politiet.
Her burde der være mulighed for, at de to fyre kunne sætte sig sammen med en kyndig konfliktmægler for at få en hånd til at rede trådene ud ad dialogens vej.
Jeg går absolut på ingen måde ind for vold, men den straf Aksel kan få indebærer ikke bare de fx 60 dages betinget fængsel, men derefter går der 5 / 10 år, hvor hans straffeattest kan komme i vejen for et anstændigt arbejdsliv. Det er en meget, meget lang straf, som de færreste er opmærksom på.
Lad os arbejde for at konfliktmægling bliver en mulighed i langt flere tilfælde.

Nu åbent for mikro-blogindlæg!

Nu har BørsenMirko åbnet for adgang til alle de blogindlæg, som "mikro"seriens forfattere har skrevet i forlægelse af deres bogudgivelser.

I konfliktsammenhæng er især
Peter Lind Nielsens blog af væsentlig interesse,
Se hjemmesiden , for Peter Lind Nielsens bog Har vi en aftale

Også Anette Sands bog Din første medarbejder kan være med til at foregribe konflikten på en mikroarbejdsplads

Hånd om konfliktens hjemmeside
Se illustrationer og redskaber fra Hånd om konflikten
konflikttrappen med sprog
konfliktens stopknapper
samt
afvejningen af, hvordan jeg kan gå bevidst og velovervejet ind i en konflikt.

Konfliktløsning i andre kulturer - genhør

Sidste år udsendte DR en serie lærerige og interessante radioudsendelser om konfliktløsning i forskellige kulturer.

Fra japanske samtaler til grønlandske sangdueller
Drømmespor, skam og spydkast i det oprindelige Australien
Missionsskoler, domscirkler og healing i Canada
Afrikansk konfliktløsning fra jord til drabshustru
Palæstinas store og små konflikter

Udsendelserne kan genhøres på nettet - klik her, lyt og lær

Anmeldelse af Mød konflikten - fem huer i Børsen

Læs her den seneste anmeldelse af Mød konflikten, fra Børsen, fredag den 23. januar 2009. Anmeldt af Steen Hildebrandt Professor ved Handelshøjskolen, Århus Universitet.
(Med tilladelse fra Steen Hildebrandt bringes her anmeldelsens fulde ordlyd.)

Konflikthåndtering for os alle
af Steen Hildebrandt

En fin, balanceret og praktisk rettet fremstilling af meget svære emner

Konflikter koster livskvalitet, humør og økonomi. Både de små dumme og de helt store konflikter koster – i hjemmet og på arbejdspladsen.
Denne bog handler om arbejdspladsens konflikter.
Og det er en solid, kompetent og velskrevetbog. Den gennemgår hele paletten af elementer i en konflikt – fra den opstår, udvikler sig, eksploderer eller bliver mødt og håndteret.

Skal møde konflikten
Bogens grundbudskab er, at man skal kende og møde konflikten, og det betyder bl.a., at man skal have begreber – til at begribe og tale om konflikter med. Konflikten har nogle grundelementer, sag og relation. Dem skal man kende. Den har en dynamik – relationen er på spil. Konflikten har en sprogbrug, som med forfatterens ord er konfliktens afslørende drivkraft. Konflikters udvikling er ofte blevet sammenlignet med en trappe, og bogen her indeholder også den berømte trappemodel. Derudover rummer bogen afsnit om »den hjælpsomme samtale«, »om sagens kerner«, »om at løsne konfliktens hårdknude«, »kommunikation om konfliktens emner«, »konfliktmægling «, »beslutningsprocesser«, »mødeledelse«, »råd til konflikthjælperen« og »om at sige noget svært i en kritisk situation«.
Det er en fin, balanceret praktisk rettet fremstilling af meget svære emner. Rigt forsynet med små illustrative eksempler og samtaler.

Ikke kun for eksperter
Det er en vigtig pointe ved en bog som denne, at den ikke kun er for eksperter. Det er den også, men eksperten
er måske allerede videre; nej, bogen er langt mere for os alle, for alle, der er på en arbejdsplads og i denne
sammenhæng møder og involveres i konflikter. Og alt tyder på, at det moderne arbejdsliv er fyldt med konflikter. Vi kan alle sammen, med øget bevidsthed og med begreber og viden om konflikter, blive markant bedre til at håndtere konflikter i vore egne arbejdsliv.
Og sociale konflikter af den karakter, der forekommer på arbejdspladser, er nok tillige eksempler på konflikter, hvor det er forholdsvis nemt med enkle begreber og vilje at tøjle og håndtere konflikter, før de eskalerer og gør livet uudholdeligt.

Mød konflikten
– om konflikter
på arbejdspladsen,
Nethe Plenge,
Hans Reitzels Forlag.
265 sider.
Pris kr. 275.
ISBN 9788741251363.

Flere i arbejde: Lavere skat eller bedre trivsel?

I Information onsdag den 4. januar interviewer Pia Fris Laneth tre topøkonomer, som i artiklen "Økonomer: Skat er en skidt regulator" citeres for alternativer til den noget snævre og faktisk forholdsvis forsimplede løsningsmodel, som skattekommisionens udspil er udtryk for.
Bent Greve, professor ved Roskilde Universitet siger blandet andet:

Sandsynligvis vil man få flere arbejdstimer ud af at skabe gode arbejdspladser end ved at sænke indkomstskatten. Stress, sygdom og dårligt arbejdsklima i bred forstand ødelægger folks arbejdslyst - hvis man kan øge arbejdsglæden, så øger man også arbejdsudbuddet."

Med andre ord igen et udtryk for, at det lønner sig at satse på forbedring af trivsel og arbejdsmiljø.

Relationen er afgørende i både nabo- og familiekonflikter

Den 7. januar bragte DR's Dokumentaren en udsendelse om konflikter mellem naboer. I denne udsendelse kom man tæt på mennesker, der tilsyneladende fuldstændigt havde afskrevet muligheden for at tale med den nabo, som man havde set sig generet af. I udsendelsen blev antropolog og konfliktmægler Anne-Marie Christensen interviewet, og en af hendes klare pointer er, at nabostridighederne ikke alene drejer sig om en given sag (den høje hæk, støjen, grenene) men i allerhøjeste grad handler om relationen mellem parterne.
Samme pointe kan læses i dagens (den 16. januar 2009) interview i Information med master i konfiktmægling Marion Thorning, omend begrebet "relation" ikke indgår i artiklen, der handler om konflikter mellem forældre og deres voksne børn.
Konflikter går i hårdknude, når parterne ikke længere kan tale sammen - og i det ligger, at man ikke længere har tillid til det andet menneske. Tillid er det, der binder relationens sløjfe, og tillid bygger på tillidvækkende handlinger. Derfor går konfliktløsning ikke alene ud på at finde løsninger på de forbitrede, modstridende standpunkter; konfliktløsningen beror på, hvad parterne selv finder ud af der skal til, for at de kan genoplive så tilpas meget tillid, at skåret i relationen mellem dem kan klinkes.
Nogle gange ved hjælp af en uvildig person, såsom en mægler, andre gange kan der opstå anledninger, der er egnet til at genoptage kontakten.

Læs eventuelt også Politiken om samme emne