onsdag den 22. september 2010

Effektive møder - eller tidsspilde?

TV-avisens "Pengemagasin" den 22. september sætter arbejdspladsens møder under lup.
Alt, alt for mange møder er ren tidsspilde; ja de kan desværre ligefrem give anledning til fuldstændigt unødige konflikter, fordi vage dagsordener og manglende klarhed og struktur kan give anledning til uforløste og urealistiske forventninger eller misforståelser.
Den enkleste guide til et godt møde består i at alle altid er informerede om:
HVOR man skal hen med mødet - målet: hvad er det kan eller ved, når mødet er slut?
HVAD mødet skal til for - formålet, fx er der tale om et led i en beslutningsproces?
HVORDAN man skal nå frem til målet og her ikke mindst: Hvorfor er jeg med? Hvad er min rolle eller opgave på mødet?
Tillad mig at anbefale kapitlerne 13 om Møder og kapitel 12 om Beslutningsprocesser i "Mød konflikten".

tirsdag den 31. august 2010

Vold og konflikt

240.000 medarbejdere oplever vold årligt
- så der er god grund til som fagperson at lære at håndtere konflikter og vold.
Vi kan ikke forvente, at brugeren "tager sig sammen" er en af Bo Hejlskov Elvens pointer. Hvis han eller hun kunne det, så var vedkommende jo netop ikke bruger i det socialpædagogiske system.

Socialt udviklingscenter SUS afholdt den 26. august en kursusdag med et bemærkelsesmværdigt lærerigt indhold. Bo Hejlskov Elven holdt en sal fuld af fagpersoner fra det socialpædagogiske felt i ånde på et daglangt kursus med titlen "Low arousal - konflikthåndtering uden konfrontation".
Kurset udbydes også via dette link og kan kun anbefales på det varmeste!

Fra kursusbeskrivelsen: Low-arousal pædagogik er en ikke-konfronterende tilgang til problemskabende adfærd, som får antallet af magtanvendelser til at falde. Målet med kurset er at udruste pædagogiske medarbejdere med praktiske og enkle metoder til at håndtere problemskabende adfærd.

Nogle pointer fra kurset:
Konflikter
- opstår aldrig i et vakkum
- der er altid flere involverede
- det er ikke altid et problem for begge
- et problem for den ene, kan være løsningen for den anden
- vi bliver nødt til at være vores ansvar som fagpersoner bevidst

Der er ingen metoder, der handler om at 'rode med' de andre. Alt drejer sig om at tage ansvar for den relation, vi som fagpersoner indgår i med borger og bruger.
Grundlag:
"Mennesker, der kan opføre sig ordentligt, gør det."
At kunne opføre sig ordentligt handler netop om at have evnen dertil - det har intet med vilje at gøre.
Et herligt og klogt citat:
Den der 100 gange udfører den samme handling og 100 gange forventer at få et nyt resultat, er ikke rigtig klog."
(Einstein)
Hejlskovs pointer og udgangspunkt ligger ganske op ad min egen tilgang til konflikthåndtering og kan snildt anvendes som en samlende overbygning på disse kurser. Læs mere om kurserne på min hjemmeside.

onsdag den 4. august 2010

Overvej og afvej konflikten

Kære arbejdsmenneske.
Tag den læring med dig fra ferien, at ting gerne må tage tid. Vær grundig, også når du overvejer, om du vil skabe eller gribe en mellemmenneskelig konflikt. Mens du tæller langsomt til syv, så tænk på trappen: Vil du blive ved sagen eller op ad trappen? Hvad vil du gerne opnå? Vil du have hævn eller på anden måde skærpe konflikten? ja, så kan du galoppere opad. Vil du gerne forstå sagen, have den belyst og opløst? Så hold fast i sagen, vend og drej den, undersøg og gå i dialog, når du er parat.
Længere nede i bloggen her og i bogen "Mød konflikten" kan du læse, hvordan man kan foretage den første afvejning af den videre gang i en konflikt.

torsdag den 22. juli 2010

Ydmygende skældud på job

HK-Privat skriver på deres hjemmeside den 21. juli, at
mange oplever at deres personlige grænser bliver overtrådt på arbejdet, og skældud fra chefen er det største problem
Ydmygende skænd er naturligvis uhørt på arbejdspladsen. Hvor den end kommer fra.
Hvis en fagperson ikke gør sit arbejde rigtigt og ordentligt er det naturligvis i orden at gøre vedkommende opmærksom på det kritisable forhold og at retlede vedkommende.
Kort og godt: Hold dig til sagen og kun sagen, til det, den anden person har gjort; en kritik skal være saglig og ikke personlig. Vær konkret, så den anden kan genkende episoden eller handlingen.
Læs mere i "Mød konflikten" eller på dette link (til Center for Konfliktløsning) om hvordan man kan retlede og give en konstruktiv kritik og feedback.

tirsdag den 20. juli 2010

Valg af mægler

I morgennyhederne er "Netto-sagen" fra Nørrebro i Kbh igen emne. Det, man diskuterer, er hvem, der "skal hev lov til" at mægle i striden mellem Netto og de unge mennesker, som har overfaldet medarbejdere i Netto for nogen tid siden.
Jeg undrer mig såre over, at så mange andre end de involverede parter skal have indflydelse på, hvem der skal eller bør mægle. Hvis parterne er trygge ved og har tillid til mæglerne, så kan resten af omverdenen vel egentlig bare være galde for, at de er nået så langt, at de vil forsøge at genoprette tilliden? Bland medierne og snuderne udenom. En mægling er en intim og privat sag, og konflikten skærpes kun af den store eksponering.

onsdag den 17. marts 2010

Forældreansvarslov

Aftenens TV-dokumentar (17. marts 2010 på dr 1) om skilsmissebørns store dilemma i kølvandet på Forældreansvarloven blotlægger ikke kun det urimelige pres, barnet udsættes for, fordi voksne ikke kan løse deres indbyrdes konflikt. Samtidig står det tydeligt, at advokater i sagens natur kun har interesse i at støtte en fortsat optrapning og polarisering mellem forældrene. Synd og skam at andre former for forsonlig konfliktløsning og støtte til forældrenes skilsmisseproces ikke er prioriteret som indsats. Heldigvis er mange advokater efterhånden opmærksomme på konfliktmægling som en mulighed.

tirsdag den 16. marts 2010

Om vold og sprog - fra det virkelige liv

For nylig erfarede jeg på egen krop, hvordan sprog og konflikt hænger rigtig godt sammen.
Min søster var blevet overfaldet af to unge mænd, som stadig befandt sig uden for min opgang - jeg bor i lejlighed på 3. sal. Min søster undslap, løb væk og ringede, om jeg ville komme ned på gaden og hente hende.
På vej ned ad trappen tænkte jeg som en gal: Hvad skulle jeg gøre eller sige? Jeg var jo hunderæd!
Da jeg åbnede døren, sad to synligt påvirkede, den ene mere end den anden, unge mænd på trappen.
Og for nu at komme lidt rask til pointen: Idet jeg åbnede og opdagede, at de to misdædere stadig sad på trappen, sagde jeg:
1. "Hov, sidder I der - jeg blev sgu helt bange! Vil I flytte jer, så min gæst kan komme ind?" - med andre ord: jeg holdt mig på min egen banehalvdel og bad om det, jeg gerne ville have.
Og sørme, ja, de "ville jo ikke gøre damen bange" så de rejste sig møjsommeligt og starvrede et par meter hen ad gaden.
Nu så jeg, at den ene fyr var voldsomt lakket til. Jeg skønnede, at han måtte være rigtig syg af hvad han nu havde indtaget, og sagde derfor til kammeraten:
2. "Du godeste, din ven ser da rigtig syg ud. Skal jeg ringe efter en ambulance?"
Her skred jeg simpelthen uelegant ind på deres banehalvdel, hvortil jeg jo slet ikke var inviteret.
Nu hidsede de begge sig voldsomt op igen. "Rådne møg-luder, du skal kraftedme ikke kalde mig syg --- " osv osv, mens de, så godt de nu kunne i deres beruselse, fór truende frem imod mig for at gi' mig en på skallen.

Heldigvis var min søster i mellemtiden kommet ind ad den åbne dør, som jeg nåede at lukke med eftertryk, inden mere hændte - og det var så dét.

Jeg indså, hvor vigtigt og rigtigt det er, at sproget kan virke afspændende, når man "holder bolden på egen banehalvdel" og optrappende, når man uinviteret skrider ind på den andens terræn.

Til arbejdspladsbrug, læs Peter Berliners bog: Vold og trusler på arbejdet" - og lær en hel masse. Blandt andet, at kendskab til konflikthåndtering er vigtig!

Etiketter