Viser opslag med etiketten konfliktarbejde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten konfliktarbejde. Vis alle opslag

fredag den 6. februar 2009

Anmeldelse af Mød konflikten - fem huer i Børsen

Læs her den seneste anmeldelse af Mød konflikten, fra Børsen, fredag den 23. januar 2009. Anmeldt af Steen Hildebrandt Professor ved Handelshøjskolen, Århus Universitet.
(Med tilladelse fra Steen Hildebrandt bringes her anmeldelsens fulde ordlyd.)

Konflikthåndtering for os alle
af Steen Hildebrandt

En fin, balanceret og praktisk rettet fremstilling af meget svære emner

Konflikter koster livskvalitet, humør og økonomi. Både de små dumme og de helt store konflikter koster – i hjemmet og på arbejdspladsen.
Denne bog handler om arbejdspladsens konflikter.
Og det er en solid, kompetent og velskrevetbog. Den gennemgår hele paletten af elementer i en konflikt – fra den opstår, udvikler sig, eksploderer eller bliver mødt og håndteret.

Skal møde konflikten
Bogens grundbudskab er, at man skal kende og møde konflikten, og det betyder bl.a., at man skal have begreber – til at begribe og tale om konflikter med. Konflikten har nogle grundelementer, sag og relation. Dem skal man kende. Den har en dynamik – relationen er på spil. Konflikten har en sprogbrug, som med forfatterens ord er konfliktens afslørende drivkraft. Konflikters udvikling er ofte blevet sammenlignet med en trappe, og bogen her indeholder også den berømte trappemodel. Derudover rummer bogen afsnit om »den hjælpsomme samtale«, »om sagens kerner«, »om at løsne konfliktens hårdknude«, »kommunikation om konfliktens emner«, »konfliktmægling «, »beslutningsprocesser«, »mødeledelse«, »råd til konflikthjælperen« og »om at sige noget svært i en kritisk situation«.
Det er en fin, balanceret praktisk rettet fremstilling af meget svære emner. Rigt forsynet med små illustrative eksempler og samtaler.

Ikke kun for eksperter
Det er en vigtig pointe ved en bog som denne, at den ikke kun er for eksperter. Det er den også, men eksperten
er måske allerede videre; nej, bogen er langt mere for os alle, for alle, der er på en arbejdsplads og i denne
sammenhæng møder og involveres i konflikter. Og alt tyder på, at det moderne arbejdsliv er fyldt med konflikter. Vi kan alle sammen, med øget bevidsthed og med begreber og viden om konflikter, blive markant bedre til at håndtere konflikter i vore egne arbejdsliv.
Og sociale konflikter af den karakter, der forekommer på arbejdspladser, er nok tillige eksempler på konflikter, hvor det er forholdsvis nemt med enkle begreber og vilje at tøjle og håndtere konflikter, før de eskalerer og gør livet uudholdeligt.

Mød konflikten
– om konflikter
på arbejdspladsen,
Nethe Plenge,
Hans Reitzels Forlag.
265 sider.
Pris kr. 275.
ISBN 9788741251363.

søndag den 12. oktober 2008

Social kapital

Som det fremgik af DR-TV's Pengemagasin, er 'al den snak' om tillid og arbejdsglæde ikke bare pladderhumanistiske løsagtigheder og bløde værdier. Nej, den sociale kapital er en størrelse, der helt konkret kan aflæses på bundlinien.

Læs hvad Rikke Bondesen skriver herom på www.dr.dk' hjemmeside:

“Tillid, retfærdighed og et godt samarbejde på arbejdspladsen - tilsammen den sociale kapital - skaber glade medarbejdere. Og glade medarbejdere er en forudsætning, hvis en moderne virksomhed vil tjene penge.
Sådan lyder konklussionen i en ny forkningsrapport fra det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA).
For eksempel kan man måle at medarbejdere, der føler sig retfærdigt behandlet har halvt så mange sygedage, som medarbejdere der oplever en lav grad af retfærdighed på deres arbejdsplads.
Social kapital

Men arbejdsglæde giver sig også udtryk på andre måder, siger Peter Hasle, en af forfatterne bag forskningsrapporten.
- Hvis der er høj social kapital så er der tillid til at ledelsen lytter og bruger ens ideer til noget. Derfor vil man gerne være endnu mere kreativ og yde mere, siger Peter Hasle.
Omvendt, så betyder lav social kapital, at virksomheden får mindre ud af forandringsprocesser, der sker flere fejl, ting går langsomt, for folk er mindre motiverede og engagerede.
Og social kapital handler ikke om frugtordninger eller firmafester, men derimod om ledelsen er troværdig: Nemlig at chefen viser sine gode hensigter og at han også gør hvad han siger han vil gøre.
Læs rapporten fra NFA: virksomhedens sociale kapital”

Konflikter handler om bristet tillid - konfliktløsning kan ses positivt på bundlinen!
Se mere på www.socialkapital.dk

Etiketter