fredag den 31. december 2010

Godt nytår!

Godt nytår til denne desværre noget forsømte blogs læsere!

Året 2010 har stort set været opfyldt af kurser for personale i Guldborgsund Kommune. Elleve hold à 16-18 deltagere har gennemført et tre-dages basiskursus i konflikthåndtering; et meget stort antal medarbejdere er nu introduceret til samme metoder og begreber for det, at identificere, at foregribe og at tage hånd om egne konflikter, konflikter med borgere og indbyrdes i personalegruppen. Basiskurserne udløste et opfølgningshold på 20 personer, som er i gang med at kvalificere sig yderligere i konfliktmægling og tværkulturel konfliktmægling. Dette forløb afsluttes i januar 2011.
Alle kurser har været til stor glæde for mig som underviser og kursusleder. Igen og igen kan jeg kontstaere, at et kursus først får liv og egentligt indhold, når man nok er fast i koncepterne, men til stadighed åben for deltagernes indspil i undervisningen. Og hvor vigtigt det er, at have dem med til planlægningen, der ved hvor skoene trykker.
Jeg har også gennemført nogle mæglinger; tendensen i år har været, at efterspørgslen efter mægling kommer i - ja, nærmest 12. time. Dvs personerne er gået alt for langt i deres konflikt. Samtidig har der ikke som før været samme indstilling fra rekvirenterne til, at 'ting ta'r tid', og jeg er blevet overrumplet af, at kontrakten hvad det angår ikke er blevet overholdt i et par tilfælde. Altså: Mægling skal have god tid. Pres skærper konflikten. Tænk på, hvor mange, mange timer, dage, ja, måneder, der er gået forud i konflikt-tid. Hvis man bare ville sætte den halve tid af til mægling, kunne processen få ro og fred.
Allerbedst er det vel nok, at konflikter ikke når helt dertil, hvor mægling er eneste udvej. Jeg sætter ind på, at gøre personalemedlemmer - ledere og medarbejdere - i stand til at identificere en konflikt på et tidligere tidspunkt og selv gøre en indsats for at slå bremserne i.
*
Min bog, "Mød konflikten - om mellemmenneskelige konflikter på arbejdspladsen" er udkommet i andet oplag - kun med rettelse af trykfejl. Fås stadig hos alle boghandlere og gennem Gyldendals fag-bogklubber.
*
Mit firma har taget navneforandring til PLENGENET, dette for at fremhæve, at jeg til stadighed samarbejder med og dygtiggør mig i de velkvalificerede, faglige netværk, jeg er tilknyttet.
Fra den 1. januar overtager jeg driften af Forlaget Lofa, der senest har udgivet "Smagen af kunst - på Lolland og Falster". Forfatter er undertegnede og fotografen er Ingrid Riis Hovgaard.

Hav et godt 2011 !

Etiketter