tirsdag den 31. august 2010

Vold og konflikt

240.000 medarbejdere oplever vold årligt
- så der er god grund til som fagperson at lære at håndtere konflikter og vold.
Vi kan ikke forvente, at brugeren "tager sig sammen" er en af Bo Hejlskov Elvens pointer. Hvis han eller hun kunne det, så var vedkommende jo netop ikke bruger i det socialpædagogiske system.

Socialt udviklingscenter SUS afholdt den 26. august en kursusdag med et bemærkelsesmværdigt lærerigt indhold. Bo Hejlskov Elven holdt en sal fuld af fagpersoner fra det socialpædagogiske felt i ånde på et daglangt kursus med titlen "Low arousal - konflikthåndtering uden konfrontation".
Kurset udbydes også via dette link og kan kun anbefales på det varmeste!

Fra kursusbeskrivelsen: Low-arousal pædagogik er en ikke-konfronterende tilgang til problemskabende adfærd, som får antallet af magtanvendelser til at falde. Målet med kurset er at udruste pædagogiske medarbejdere med praktiske og enkle metoder til at håndtere problemskabende adfærd.

Nogle pointer fra kurset:
Konflikter
- opstår aldrig i et vakkum
- der er altid flere involverede
- det er ikke altid et problem for begge
- et problem for den ene, kan være løsningen for den anden
- vi bliver nødt til at være vores ansvar som fagpersoner bevidst

Der er ingen metoder, der handler om at 'rode med' de andre. Alt drejer sig om at tage ansvar for den relation, vi som fagpersoner indgår i med borger og bruger.
Grundlag:
"Mennesker, der kan opføre sig ordentligt, gør det."
At kunne opføre sig ordentligt handler netop om at have evnen dertil - det har intet med vilje at gøre.
Et herligt og klogt citat:
Den der 100 gange udfører den samme handling og 100 gange forventer at få et nyt resultat, er ikke rigtig klog."
(Einstein)
Hejlskovs pointer og udgangspunkt ligger ganske op ad min egen tilgang til konflikthåndtering og kan snildt anvendes som en samlende overbygning på disse kurser. Læs mere om kurserne på min hjemmeside.

onsdag den 4. august 2010

Overvej og afvej konflikten

Kære arbejdsmenneske.
Tag den læring med dig fra ferien, at ting gerne må tage tid. Vær grundig, også når du overvejer, om du vil skabe eller gribe en mellemmenneskelig konflikt. Mens du tæller langsomt til syv, så tænk på trappen: Vil du blive ved sagen eller op ad trappen? Hvad vil du gerne opnå? Vil du have hævn eller på anden måde skærpe konflikten? ja, så kan du galoppere opad. Vil du gerne forstå sagen, have den belyst og opløst? Så hold fast i sagen, vend og drej den, undersøg og gå i dialog, når du er parat.
Længere nede i bloggen her og i bogen "Mød konflikten" kan du læse, hvordan man kan foretage den første afvejning af den videre gang i en konflikt.

Etiketter