Læs desuden artikel om hvad Nørrebro kan lære af Israel og Høje Tåstrup.
Liviafonden
Liviafonden u/stiftelse er et nyt initiativ, hvis mål er:
- At støtte, igangsætte og opmuntre nyskabende projekter til konfliktløsninger, der kan gavne alle parter i en konflikt
- At opdyrke ikkevoldelig dialog og handlen selv i alvorlige kriser, og forsoning efter kriserne
- At holde fokus på entreprenører og tiltag, der går andre veje end de velkendte for at virkeliggøre hidtil utænkte og frisættende løsninger
- At fremme samarbejde, netværksdannelse og vidensdeling mellem grupper og enkeltpersoner, som arbejder med at udvikle nye, effektive og ikkevoldelige strategier.
Prismodtagere
Den unge fond havde udvalgt tre prismodtagere blandt 30 nominerede:
Høje Tåstrups Konfliktberedskab, K-teamet
Combatants for Peace, Israel-Palæstina
Hans Jørgen Bonnichsen
K-teamet har vist, at det kan lade sig gøre
- at opbygge et konfliktberedskab og fremme en sund konfliktkultur gennem tværfagligt samarbejde i en kommune
- at sætte et nyt og nødvendigt initiativ i værk fra bunden, i den offentlige sektor,
- at udbrede kendskabet til konstruktiv konflikthåndtering gennem vidensdeling,
- at arbejde med generationsproblemer, så de ikke bliver til integrationsproblemer
- at træde til med akut bistand og mægling i vanskelige situationer
Fonden ser K-teamets arbejde som et muligt eksempel for mange kommuner.
K-teamet blev etableret for år tilbage på initiativ af Farwha Nielsen, daværende integrationskonsulent i Høje Tåstrup Kommune. Farwha Nielsens ihærdige indsats efterlod det unikke grundlag for en særlig konflikt-indsats, hvori rollen som kommunalt ansat medarbejder balanceres med konfliktmægling og samtidig rådgivning. En metode, som det nuværende team har indarbejdet og siden udviklet videre.
Combatants for Peace, en israelsk-palæstinensisk gruppe, der ikke længere tror på vold som konfliktløsning. Fra deres hjemmeside:
We are a group of Israeli and Palestinian individuals who were actively involved in the cycle of violence in our area. The Israelis served as combat soldiers in the Israel Defense Forces and the Palestinians were involved in acts of violence in the name of Palestinian liberation. We all used weapons against one another, and looked at each other only through weapon sights; however today we cooperate and commit ourselves to the following:Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste, modtog prisen for "at opretholde kontakten med modparten selv når det ser sort ud, og at insistere på forhandling/dialog. En holdning, han har praktiseret og uforfærdet advokerer for i medierne, uanset voldsomme angreb på hans holdning og hans person." (citat Liviafonden)
We no longer believe that the conflict can be resolved through violence
We believe that the blood bath will not end unless we act together to terminate the occupation and stop all forms of violence.
We call for the establishment of a Palestinian State, alongside the State of Israel. The two states can exist in peace and security one by the other.
We will use only non violent means to achieve our goals and call for both societies to end violence.
Den fremstrakte hånd
Hans Jørgen Bonnichsen, holdt denne takketale, da han havde fået overrakt Liviaprisen:
Jeg er glad og beæret over, at Liviafonden har fundet mine holdninger så relevante, at jeg nu hører til blandt Fondens allerførste prismodtagere. Jeg er stolt, men også ydmyg, især i forhold til de andre overordentlige værdige prismodtager, og over nu, sammen med dem, at være et af symbolerne på Fondens vigtige fokus: At der findes andre muligheder til at håndtere kriser og konflikter på end at sætte hårdt mod hårdt.
Det er næsten fornuftstridigt at belønne noget, der er i bund og grund er en viden og en metode, der er lige så gammel som vor egen historie, og som burde være så lige til. Desværre fortæller virkeligheden os, at det er et reelt eksisterende paradoks, for hvis der er noget, der er rigeligt af i verden, så er det konflikter og desværre også troen på, at de kan løses ved anvendelse af en knyttet næve.
I mine 41 år i politiet har jeg næsten dagligt beskæftiget mig med konfliktarbejdet. Det har lært mig, at hvis man skal finde nye veje og muligheder, så er det nødvendigst at se ”verden med den andens øjne”, så skal vi forstå, at ”en fremstrakt hånd” er bedre end ”en knyttet næve”. Frøet til denne spirende erkendelse blev sået under min allerførste fodpatrulje på Strøget i København i 1965. De ældre kollegaer havde fortalt mig om de hærdede og professionelle gadesælgere, der ulovligt solgte deres æbler, pærer og bananer på Strøget. De var ikke alene svære at fange, men det var især svært at få dem til at udtale sig, og helt umuligt at få dem til at tilstå, at de havde overtrådt politivedtægten. En ung uprøvet betjent skulle ikke starte sin karriere med at lide nederlag. Så ”hold dig væk!” var rådet.
Ganske rigtigt, da jeg rundede Strøget, så jeg en af disse ”forhærdede lovbrydere”. Og det lykkedes mig faktisk at fange ham. Med en puls på 140 eller derover, nok mere fordi jeg var nervøs, end fordi jeg løb for hurtigt, foreholdt jeg den pågældende forseelsen og oplyste ham om hans rettigheder. Han var et uhyre tiltalende menneske, der komplimenterede mig for min gode fysiske form og udtrykte forståelse for og accept af min rolle. Han ville gerne udtale sig og erkendte sig skyldig i forseelsen. Så jeg fik hans navn, fødselsdata, erkendelsen, og hvordan han ønskede sagen afgjort. Vi skiltes som to personer, der havde gensidig respekt for hinanden. Følte jeg! Inderst inde var jeg rævestolt, men jeg dæmpede dog min stolthed, undlod i første omgang at fortælle kollegerne om min succes. Jeg gik fornuftigt i gang med at skrive rapporten. Jeg tjekkede pågældendes identitet ved at ringe til Kriminal- og Folkeregisteret. Der gik meget, meget lang tid, før jeg fik svaret: En sådan person fandtes ikke. Jeg var blevet snydt, så vandet drev af mig. Analysen giver næsten sig selv. Jeg havde stået overfor et menneske, der var i stand til at se ”verden med min øjne” og mødte mig med ”en fremstrakt hånd”. Min nye velpressede uniform duftede formentlig fortsat af mølkugler, halsens pulsåre bankede synligt, nervøsiteten lyste ud af alle mine nonverbale signaler. Jeg var et nemt offer som den jyske betjent, der lige var kommet til hovedstaden med
fire-toget, og som lige havde fået vendt fingrene fra ploven til skrivemaskinens berømte to-fingersystem. Fordomme eksisterede også dengang. Og det lagde han så sin strategi efter. Han var venlig, skabte sikkerhed i situationen, og forstod og anerkendte min rolle. Han brugte desværre metoden til at fuppe mig. Men jeg er i dag taknemmelig for denne oplevelse. Den var det første frø blandt mange, der spirede og blev til en smuk buket, som lærte mig noget om sandheden i ordene, langt før reklame TV fortalte os, at ”det er utroligt hvad blomster kan gøre”, når man – vel at mærke - bruger dem positivt, og omhyggeligt sammensætter buketten.
Når sammensætningen er analyse, empati, respekt og venlighed kombineret med en forståelse for de basale menneskelige behov, som jo uanset vore værdier og følelser er genkendelig for alle, nemlig luksusvarerne, som f.eks. sikkerhed og anerkendelse, så er det ikke længere symbolske blomster, men en værdifuld indsigt. En indsigt der for mig blev til de allerbedste redskaber i min værktøjskasse til konfliktarbejdet. Redskaber som er brugt flittig – med mere eller mindre held, der erkender jeg – men dog brugt i det almindelige politimæssige virke, men også sammen med andre lederes og medarbejderes bidrag, i den del af Politiets Efterretningstjeneste strategi, som jeg har kaldt ”den fremstrakte hånds” strategi. En arbejdsmetode der, også ud over hverdagen nemlig under Mohammed krisen, viste sin styrke under vort samarbejde med den såkaldte Imam-gruppe. .
En arbejdsmåde, som har mødt modstand, og som mange ikke har forstået værdien af. Det er for mig helt ufatteligt, at vi på den ene side har gjort os til talsmænd for ytringsfriheden som en af de vigtigste værdier vort samfund, samtidig med at toneangivende politikere forsøger at ekskludere mennesker efter den måde, de bruger ytringsfriheden på. ”Skrot dialogen” er det blevet sagt. Dialogen som netop er et helt central begreb i et demokrati, dialogen som er konfliktløsningens fornemmeste redskab. Jeg håber inderligt, at modstanden kun skyldes, ja undskyld, manglende indsigt i konflikthåndtering, for så er der håb.
Jeg erkender, at det, at arbejde med dialogen faktisk er hårdt arbejde. Det er ikke knæfald eller ”fedt flæsk og slesk tale”. Det er drama, der kan gøre stemmen hæs, og sindet sårbart. Det er skuffelser og glæder, men det er frem for alt en enestående mulighed for at etablere en gensidig forståelse, at forstå et problem, at forstå den anden, og måske blive forstået. Og at forstå modparten er ikke det samme, som at give ham ret eller at bifalde eller godtage den andens værdier og følelser. Pludselig opdager man - som vi gjorde i Mohammedkrisen – at vi, til trods for at vore følelser og værdier var vidt forskellige, havde de samme basale behov. I situationen var det sikkerhed og anerkendelse. Imamerne var som os interesserede i, at situationen i Danmark ikke udviklede sig voldeligt, for så var de nok de første, der skulle pakke kufferten. De havde et behov for at blive set - ikke som had-skabende prædikanter, men som værdige mennesker, der bidrog til Danmarks indre sikkerhed. Dette medvirkede til, at jeg offentligt og med sindsro kunne sige det for nogle helt utænkelige, ”at roen i Danmark under den værste sikkerhedspolitiske krise siden 2. Verdenskrig” , skyldtes ”en besindig dansk befolkning, et godt stykke politi- og efterretningsarbejde , men også at nogle imamer havde bidraget til at sikre denne ro og orden” .
Min indsigt og min holdninger til konfliktarbejdet har jeg fulgt op i mine bøger, ligesom medierne har givet mig muligheden for, at advokere for at dialog er et vigtigt redskab i konfliktarbejdet. Det har ind i mellem været hårdt. Det glemmer man på en aften som denne, hvor I har belønnet mig, hvilket jeg er Fonden dybt taknemmelig for.
Selvfølgelig kan man forandre verden med knyttede næver og vold. Men de, der er tilhængere af dette, bør vide, at de kun ændrer den til en verden bestående af ”dem og os”, og til en mere voldelig verden.
Et sådant synspunkt er der ikke alle, der er enige i! Men netop derfor finder jeg, at det der i dag er allermest grund til at fejre og glæde sig over er stiftelsen af Liviafonden. Fonden påtager sig en meget væsentlig opgave i at skabe større viden om andre veje til at håndtere svære konflikter på, og åbne øjnene for, at der findes en tredje udvej. I har modigt gjort Ghandis ord til jeres: ”Hvis vold er den sidste udvej, så lad os ofre den næstsidste lidt mere opmærksomhed.”
Til lykke til jer. Og tak for prisen.
Hans Jørgen Bonnichsen
Fhv. chefkriminalinspektør.
Citeret i sin fulde længde efter aftale med Hans Jørgen Bonnichsen
Opslag
